Birgit S. Hansen – Folkeskole – Folkets skole

Folkeskole – Folkets skole

Mandag d. 13. august er mange steder datoen for første dag i skole efter ferien.

“Folkeskolen er den offentlige grundskole. I folkeskolen skal eleverne blive fagligt dygtige og oplyste, og skolen skal forberede dem til deres fremtid som demokratiske medborgere”.  Fra undervisningsministeriets hjemmeside.

Det er det overordnede mål med folkeskolen. Derudover skal skolen også rumme mangfoldighed/være et tilbud for alle. Det er store krav, men det kan folkeskolen – folkets skole.

I Frederikshavn Kommune har vi 16 skoleafdelinger, der er organiseret i fire distrikter. Lærerne, pædagoger og andet vigtigt personale varetager den store opgave at drive skolen i hverdagen for børnene udfra de rammer, de er givet politisk. Man kan sige meget og ønske sig mere – jeg ved det, men hvor er der meget energi og ansvarlighed derude. Trods mange mange opgaver.

Budgettet på skoleområdet i kommunen er på 430 mio. millioner om året.

Det er ikke nøgletal og benchmarking, der styrer.  Det er naturligvis virkeligheden, dagligdagen for børn og ansatte, der tæller. Det afgørende er, at vi: kommune, forældre, bestyrelser, ansatte, lokalsamfund formår at arbejde sammen ift. vilkår, vi har omkring børnetal, økonomi, geografi osv.. Det er da udfordrende nok i sig selv – det ved vi. Men vi skal og kan værne om og samarbejde omkring noget det aller vigtigste nemlig folkets skole.

Jeg kender en 24 årig, der læser til lærer. Ja det er vores datter Amanda. Hun må af og til forsvare hendes valg. Spørgsmål som: “ej orker du det”?. Eller: “pyhhh ….ikke nok med ungerne er der, der er også forældrene”.. Heldigvis er hun fast i mæglet og svarer nogenlunde: Det er et af verdens vigtigste job”. Sådan!

Tak til vores ansatte i folkeskolen. Vi er mange, der påskønner jeres indsats.

Op til skolestart, efter ferien, er der ofte artikler i medierne om folkeskolen. Jeg tillader mig at slutte af med et citat fra en artikel i Nordjyske 12. august, hvor en mor til to “nybegyndere” har besøgt en folkeskole. Citat. “Det var en åben og lys skole, blev de enige om. Der var en rummelighed her, som hun ikke havde forestillet sig. Der var øje for og plads til forskellighed”.

Lige præcis det er det folkeskolen – folkets skole – kan, og det skal vi alle værne om og bakke op om.

Rigtig god skolestart til børn og ansatte.

Med venlig hilsen

 

Birgit S. Hansen

Borgmester