Julehilsen 2019 – Af Bjarne Laustsen

JULEHILSEN 2019

Kære alle

Vi ved endnu ikke, om vi får en hvid jul, eller om det bliver en klimavenlig jul. For sagen er den, at klimaforandringerne spiller en større og større rolle i vores bevidsthed, og derfor havde vi også det første klimavalg i Danmark nogen sinde, og heldigvis var der et stort flertal, der bekræftede at det var noget vi skulle tage alvorligt, og derfor har vi allerede nu fået en klimalov, hvor vi skal reducerer CO2-udledningerne med 70 pct. inden år 2030.

Men det er jo ikke det eneste der er sket, og det vigtigste er nok, at vi har fået en regering med Mette Frederiksen i spidsen, der sætter en ny retning for Danmark. Grundlaget for vores ny regering er et forståelsespapir mellem de røde partier. Det har foreløbig udmøntet sig i en kommune- og regionsaftale, der sikrer flere penge til kernevelfærden. Det er fulgt op af en finanslovsaftale for næste år, hvor besparelserne på fx uddannelserne og det, vi skal leve af i fremtiden, er fjernet, og til gengæld er der plads til. at der kan ansættes flere pædagoger, sygeplejersker og lærere i folkeskolen samt et nyt skattecenter, der kan øge kontrollen med skattefusk i Danmark.

Glædeligt er det også, at det gode samarbejde med by- og markedsfesterne og festudlejerne betyder, at vi fik afværget en katastrofe, fordi en ny bekendtgørelse ville betyde, at det ville koste op til 50.000 kr. ekstra at afholde en almindelig byfest, fordi der skulle bruges private brandrådgivere. Nu kan det frivillige Danmark ånde lette op, fordi de fortsat kan bruge den kommunale sagsbehandling.

Vi er jo verdens femtestørste maritime nation, og det kan man også se helt kontant på, at Martec i Frederikshavn får en ny bachelor skibsføreruddannelse, og at Skoleskibet Danmark får et ekstra togt, hvor de også kommer forbi de Olympiske Lege i Tokyo, og som et af de allersidste forslag, L 72, Folketinget fik vedtaget inden jul, er lovforslaget om det internationale skibsregister, og ikke mindst, at det nu endelig lykkedes at sikre, at søfolkene ombord på vores havundersøgelsesskib Dana nu igen kan få deres store sømandsfradrag tilbage; det har været en lang og hård kamp, som har taget ikke mindre end 14 år, så det er ikke nogen overdrivelse, at det måske er den bedste julegave som søfolkene på Dana har fået i årevis, ikke desto mindre er det fuldt berettiget, at de bliver ligestillede med deres kolleger, som sejler med andre skibe.

Jeg glæder mig til det nye år, hvor det lykkes at få uddannelses- og forskningsministeren op til et besøg på det gamle skib Dana, som har mere end 30 år på bagen. Det er en høj alder for sådan en gammel dame i den branche og derfor er der behov for, at vi investerer i et nyt skib, som selvfølgelig skal hedde Dana, være hjemmehørende i Hirtshals og sejlet af gode danske søfolk.

Glædelig jul og nytår
Bjarne Laustsen