Investeringer for at få investering – Af Birgit Hansen

Investeringer for at få investering 

Skal en kommune investere? Skal alle pengene ikke gå til de helt traditionelle kerneområder: børn, ældre, handicappede?

Det umiddelbare svar er: jo!

Og dog. Lad mig uddybe. Det er netop offentliggjort, at Frederikshavn Arena Nord er tildelt dele af EM i kvindehåndbold december 2020. Det er ikke bare noget, man får på skift i kommunerne. Nej spillereglerne er sådan, at hvis man vil være “vært” for store begivenheder som sport, koncerter, ballet osv. – ja så må man byde ind – også med penge.

At få EM i håndbold til Frederikshavn kostede 1,3 mio.. Det beløb finansieres af Arena Nord, erhvervslivet og kommunen, som betaler 425.000 kr.

Her kan man spørge: Er det en kommunal opgave? Hvad kan vi i øvrigt få for de penge?

De overvejelser skal vi gøre os, og det har vi gjort. 

Vi investerer 425.000 kr. fra vores pulje (afsat i budgettet ) til investeringer og støtte i by og land. Og vi investerer for at få investeringer.

Der vil komme gæster udefra der vil handle i vores butikker og som overnatter på byens hoteller. Det genererer indtægter, men der er noget, der er lige så vigtigt – nemlig den energi, fællesskab, drivkraft og medfølgende aktiviteter, det skabes lokalt – blandt borgene – ved at være vært for større begivenheder. 


Vi er glade for sport, og mange vil også prioritere at se kampene.

Vi så ved VM i håndbold 2015, hvor vi også lagde baner til, at der skete så meget lokalt – f.eks. strikkede vi VM-huer på vores ældrecentre og i strikkeklubber. Vi ville alle være med! Vi gjorde, hvad vi hver især kunne for at bakke op. 

Fordi vi var stolte af at være værter. Stolte af at vi var valgt.


Når vi investerer i Sæby Havn, i Skagen Festival, i Tordenskiold-dage, for bare at nævne nogle eksempler, så er det for at være en kommune, hvor der sker noget, og hvor man gider at bo, hvor der er noget at opleve.


Kan det betale sig? Ja det kan det. Det kan betale sig økonomisk men også omkring de mere bløde værdier. 


Det er klart, at vores prioriteringer altid vil være kerneområderne først. 

Vores budget på børneområdet er godt 940 mio. og på socialområdet en mia.


Det glæder mig, at vi også formår at tiltrække større begivenheder, som vi gør i hele vores dejlige, lange kommune.

Tusind tak til alle de ildsjæle, der lægger kræfter i, at der sker noget i vores kommune. Det gør hverdagen lidt sjovere.

Birgit S. Hansen, A

Borgmester