Storm om udligning
Generelt er mit fokus som borgmester i forhold til udligning, at vi ikke gør det til en kamp mellem kommunerne. Det har ingen glæde eller ære af. Og det var ikke hensigten med vores eksempel i pressemeddelelsen om rådighedsbeløb i Frederikshavn Kommune. Den handlede om tiltrækning/bosætning.
Udligning:
Vi skal forholde os til det, som udligning handler om; hvor høj grad af skævhed vi vil tillade mellem den mulighed de rigeste og de fattigste kommuner har, for at stille velfærd til rådighed for deres borgere. Og der mener vi, fordelingen er skæv, og at der bør udlignes mere til kommuner, som har mindre gunstige rammebetingelser.
Konkret i forhold til logikken om, at blande leveomkostninger og kommunal økonomi sammen så er det efter min mening et vildskud. Det er klart, at ejendomspriser og deraf følgende boligudgifter er væsentligt højere i nogle kommuner end i Frederikshavn Kommune – og resten af Nordjylland. Jeg har svært ved at få øje på udligningsperspektivet i, at disse kommuners borgere har råd til en villa til 4,5 mio. kr. i stedet for en almennyttig lejlighed til 4.500 kr. pr. måned. Det handler ikke om misundelse over, at nogen borgere tjener mange penge, det er dem vel undt. Til gengæld er det så også helt fair, at disse kommuner er med til at udjævne de sociale forskelle der er mellem landets kommuner.
Der er meget kompliceret teknik i udligningssystemet, men logikken bag er ret enkel, de rige skal hjælpe de fattige.
Faktum er, at kommunen med ”de rigeste” borgere, med deres nuværende beskatningsniveau, har et skatteprovenu på 82.665 kr. pr indbygger. Kommunen med ”de fattigste borgere” har et årligt skatteprovenu på 41.697 kr. pr. indbygger – endda med et faktisk beskatningsniveau som er næsten 5%-point højere. Så kan enhver se, at forholdene for at drive en kommune er væsentligt forskellige, og at man på trods af, at vi bor i et ret lille land vil have kæmpestore forskelle på, hvilken service borgerne kan tilbydes.
Samtidig gør borgernes sociale forhold, at presset på kommunens udgifter er væsentligt højere i den fattige end i den rige kommune. Det betyder, at presset på udgifterne er højere og indtægterne til at betale med er lavere i den ”fattigste kommune”. Og det er det, udligning handler om – helt enkelt – at udligne forskelle mellem kommuner; ikke mellem borgere. Der er grænser for, hvor store forskelle, vi kan leve med i den kommunale service i et lille land som Danmark. Der skal være sammenhængskraft.
Udligning handler ikke om, hvordan hver enkelt borger indretter sin privatøkonomi, hvor stor gæld den enkelte borger måtte ønske at have (eller have mulighed for at optage) til bolig og hvilken bil man måtte ønske at have holdende i carporten.
Når det kommer til udligning, så er der én ting der tæller for os; har alle kommuner råd til at give en service på bare nogenlunde samme niveau som andre kommuner, også selvom nogle kommuners borgere har langt mindre indtægter og langt mere brug for kommunen end andre.
Min holdning er klar; de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder – også mellem kommunerne.
I forhold til regeringens mantra – et Danmark i Balance – ja så må det også gælde her.
Nu venter vi spændt på, hvordan denne svære opgave gås til af regering og folketing. Der kommer et udspil til foråret. Det er ikke en nem opgave, men den er nødvendig. Jeg mener, flest mulige parametre skal indgå i det forhold, at kommuner er differentieret udfordret – den går begge veje. Altså bør man se på flest mulige forhold – så det ikke bare bliver hovedstadskommuner mod resten. Det er useriøst.
Med venlig hilsen
Birgit S. Hansen
Borgmester
Frederikshavn Kommune